United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
MARGIT. Nej, Gudmund, hør! Ved gud og mænd ! GUDMUND. Forlyst dig som før; lev du i gammen og ære; så lidet skal Gudmund mørkne din dør; ret aldrig han skal dig besvære. MARGIT. Nu er det nok. Dine bitre ord vil volde dig anger og kvide.
Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde Den friskeste urt kan dø i tiende led imens GUDMUND. Det er syv år siden vi sidst sås. MARGIT. Tilvisse, det må være længere siden. MARGIT. Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes min en evig lang tid siden jeg var barn. Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med eders sang.
Der, kan du tro, det er dejligt at bo; der vil du finde det fagert at bygge; der monne de væneste blomster gro alt under bøgenes skygge. Som en moder har du mig vogtet og fredet, har ledet min fod, har til himlen bedet den frommeste bøn for mit held. Se, Gudmund, lad os i dette bæger drikke hende til; lad os ønske, at snart hendes sind må igen vorde frejdigt og klart, og at gud hendes kvide læger.
Kommer han hid med våbendrager? BENGT. Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og seks rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. Og glem ikke bidslet med ormehovederne! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, Krist fri mig ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor I var, i kongens hal. Kan I spotte min nød? MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer gods og guld GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig, fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug MARGIT. Det véd jeg forsand!
Jeg mente, I endnu var mild og god, alt som dengang jeg eder forlod; men jeg vil ikke trygle; skogen er stor, og sikker er min hånd og min bue; langt heller være hejens sten mit bord og bjørnehiet min stue. Nej, bliv! Jeg sværger dig til, slet intet jeg derom vidste. GUDMUND. Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil; og livet vil hver mand friste.
Flasken, der rummer en gådefuld saft ? En dråbe deraf i min uvens bæger, så sagtelig sygner hans livsenskraft, og intet i verden ham hjælper og læger. GUDMUND. Margit, er du der? Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt. MARGIT. Derinde er lummert, herude så svalt. Ser du, hvorlunde de tåger hvide sagtelig hen over myren glide? GUDMUND. Nu?
Så lønligt flygted jeg med mine svende; jeg vidste jo nok, i kongens hal vilde Audun listelig volde mit fald, vilde forklage mig MARGIT. Nu er forbi din værste nød; snart er alt ved det gamle. GUDMUND. Alt? Nej, Margit, dengang var du fri. MARGIT. Du mener ? GUDMUND. Jeg? Intet. Å, lad mig samle mine tanker; jeg er så frejdig og fro fordi jeg, som fordum, er hos eder to. Men, sig mig, Signe ?
SIGNE. Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det véd jeg, sandt er det, som der står i visen: den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund MARGIT. Lad så være. Og når så er, da har jeg ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah Her er min hånd. KNUT. Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er GUDMUND. Godt.
GUDMUND. Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; da véd I, jeg er en fredløs mand. Du, Gudmund! GUDMUND. Det er jeg for visst. Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist, havde jeg kendt eders tanker og sind, aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Dagens Ord
Andre Ser