»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.« »Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.
Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham. Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde søge efter.
Kom ind til mig! GINA. Så er hun i det lille kammerset sit da. Nej, her er hun heller ikke. GINA. Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset. HJALMAR. Å gid hun bare snart vilde komme hjem, så jeg rigtig kan få sagt hende . Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen. Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske. Far! Er du der!
Nej; hvad skulde det være? MARGIT. Det er sandt. Og så? Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du mente; men nu ! MARGIT. Og hvad har du svaret ham? SIGNE. Å, det véd jeg ikke. MARGIT. Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart ! Du har jo neppe kendt ham før idag.
Vidt for jeg i viking og tjente mange konger udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig nok vitterligt, men Og i det ærinde for du hjemmefra? ØRNULF. Så er det. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så vidste jeg lidet hvor du var at finde. Vel sandt, vel sandt!
Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat.
Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig.
De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat, og Tania vidste det.
Gud glæde ham til Gengæld der, han er! . . . . Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort til Rådstuen Gud ved, hvordan jeg kom did og satte mig på Kanten af Ballustraden.
Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den næste Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og frivilligt at give sit Liv hen.