United States or Bhutan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Under vejs faldt det mig ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting. Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet.
Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig.
Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted og blev borte. Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage.