United States or Vietnam ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Naa, endelig mødes vi!“ sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. „Du havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!“ „Nej, det havde jeg ikke,“ svarede Andrey, „for jeg troede, at du var død!“ „Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa bare for Kommers! Men du kan godt komme til at se ham!“
Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden. GUNNAR. Ørnulf, Ørnulf! DAGNY. Sigurd, Sigurd, det blir ham det tungeste! Nej og dog, det kan jo ikke dølges Min søn! Hvor er han? GUNNAR. Thorolf er dræpt! ØRNULF. Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver! GUNNAR. Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
HJALMAR. Vogt Dem, siger jeg. GREGERS. Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby. HJALMAR. Gifter han sig med hende! GINA. Å nej, Berta; blev det da endelig! Dette her er da vel aldrig sandt? FRU SØRBY. Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt. RELLING. Vil De gifte Dem nu igen? FRU SØRBY. Ja, det blir nok til det.
Ja, det vil sige ikke i hele Går, men . . . .« »Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om det? En sådan glidende Lyd . . . .« »Ylajali?« »Ja.« »Er det fremmede Sprog?« »Hm, Nej, det er ikke det heller.« »Ja, det er ikke stygt . . . .« Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne.
Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig. HEDVIG. Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne? EKDAL. Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske? HEDVIG. Ja men vildanden da? EKDAL. Hå hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det. HEDVIG. Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder. EKDAL. Kunde ikke?
Da måtte jeg være grøn! Så stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . . Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk. »Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på Brystet.
LENTULUS. Forklar, hvad mener du? CATILINA. Jeg træder af; du fører hæren i mit sted Det vil du? CATILINA. Jeg vil. Men vær på alting forberedt; thi vid, vort forehavende er røbet; senatet kender alle vore anslag; dets hær omringer os LENTULUS. Hvad siger du? CATILINA. Nu vil jeg kalde vore venner sammen. Kom med, og stil dig frem som deres fører; jeg takker af. Nej, vent dog, Catilina!
Heldigvis har Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“ Andrey sukkede lettet. „Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko. „Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“ Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at se, om den var ganske rolig. Nej!
Hvad er det, han vil mig? HJALMAR. Ingen ting; det er til mig, han kommer. EKDAL. Nå, så der er ikke noget på færde? HJALMAR. Nej visst ikke, nej. Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal. EKDAL. Jagttomterne? GREGERS. Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket. EKDAL. Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.
Da svigted de koglende kunster brat, og barnet gik atter i mulm og nat; det var forbi med gammen og lege; af savn og længsel blev kinderne blege; det sygnede hen og leved alle dage i en evig, en unævnelig klage. Nej, nej, min ungdom er mere værd. Tre år af mit liv har jeg ofret ham, min husbond; men nu må det briste. Mægted jeg længere sligt at friste, måtte jeg være som duen tam.