Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 15. mai 2025
GREGERS. Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden? HEDVIG. Tror De, det vilde hjælpe? GREGERS. Prøv det, Hedvig. Ja, jeg vil prøve det. GREGERS. Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De? HEDVIG. Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig. GREGERS. Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt! HEDVIG. Hvorfor ikke det? GREGERS. Hun forstår os ikke.
HJALMAR. Ja visst ved jeg det. GREGERS. Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! HJALMAR. Hvilket vidnesbyrd? GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden. HJALMAR. Skyde vildanden! GINA. Nej, tænk ! HJALMAR. Hvad skulde det til?
HEDVIG. Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for. GREGERS. Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri' halsen om på. HEDVIG. Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far. Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld? Vildanden!
Kåben og hatten ? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude. HJALMAR. Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. Gina. GINA. Ja? HJALMAR. Fra imorgen af eller, lad os sige fra iovermorgen af kunde jeg ha' lyst til at føre husholdningsbogen selv. GINA. Vil du nu føre husholdningsbogen også?
HJALMAR. Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den Hm ja, Pettersen den torsken På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
Men det er ganske morsomt at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen . Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget. Nu kan De da rigtig se vildanden. GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.
HEDVIG. Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli' tilstelning HJALMAR. Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om på! Vildanden! GINA. Nu har jeg da aldrig hørt sligt! Nej men, far, det er jo min vildand! HJALMAR. Derfor gør jeg det heller ikke.
HEDVIG. Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget. GREGERS. Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde. HEDVIG. Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker. GREGERS. Har ingen familje ligesom kaninerne. HEDVIG. Nej.
EKDAL. Hys! GREGERS. Og en tyrkisk and er det heller ikke. EKDAL. Nej, herr Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand. GREGERS. Nej, er det virkelig? En vild and? EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa', det er vildanden, det. Det er vor vildand, far. HEDVIG. Min vildand. For jeg ejer den. GREGERS. Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
Der er denne forfærdelige tvil ; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig. GREGERS. Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. Jeg synes vildanden skriger. HJALMAR. Vildanden skræpper. Far er på loftet. GREGERS. Er han det! HJALMAR. Å hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant. GREGERS. Hedvig kender visselig ikke til svig.
Dagens Ord
Andre Ser