United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
FRU SØRBY. Ja nok; lad os det. GÆSTERNE. Bravo, bravo! Gregers blir stående ved kaminen. GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt? Hvad er det? GREGERS. Jeg må tale et ord med dig. WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene? GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene. Hvad skal det sige.
WERLE. La' ikke du heller mærke til det? GREGERS. Hvad skulde jeg lægge mærke til? WERLE. Vi var tretten til bords. GREGERS. Så? Var vi tretten? Vi er ellers altid vant til at være tolv. Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers. GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det.
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme. WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's, det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.
GREGERS. Nu svarer jeg ikke på mere. WERLE. Farvel da, Gregers. GREGERS. Farvel. Nu gik han jo? GREGERS. Ja. RELLING. Den frokosten, den gik da i vasken. GREGERS. Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. HJALMAR. Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig? GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.
GINA. Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det. HJALMAR. Men, Gina, hvor kan du da sige det? GINA. Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og GREGERS. Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal. HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller. GINA. Men husk på de to, som bor nedenunder.
Men nu er der netop anledning for dig til at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt. GREGERS. Så? Og på hvad måde ? WERLE. Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks hm GREGERS. Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det. WERLE. Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet. GREGERS. Jeg! I dit firma?
Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig. GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde. WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.
JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset. De, Pettersen, her er en gammel fyr, som Hvad fan', kommer her nu nogen!
HJALMAR. Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret GREGERS. Aha! HEDVIG. Hundrede kroner, mor! Det læste jeg. GINA. Det blir jo godt for bedstefar.
Dagens Ord
Andre Ser