United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu! »Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Men alt havde forsvoret sig imod mig.
JENSEN. Å fan', har han vær't løjtnant! PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad?
»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, Skriveblæk . . . .« »He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet. Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene Løgn efter den anden opstod i mit Hoved.
Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: »Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« Jeg rejste mig. »Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« »Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad Manden være, han!«
JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset. De, Pettersen, her er en gammel fyr, som Hvad fan', kommer her nu nogen!
»Ja. Hvad har du været der med?« Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne. »Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!« »Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet. »Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. Hvad skulde jeg vente efter?
Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjærnen hvad Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig.
Jeg brød mig ikke længer om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske Angeren, som begyndte at slå hende.
Selv når jeg havde den bedste Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed. Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen!
Dagens Ord
Andre Ser