United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem. Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt.
Nej, fra denne stund jeg lever i det vårlige sekund. Jeg vender øjet mod min lykke hjemad; der holder skæbnens tømmer jeg og hun . Ej du, ej Guldstad, ja, ej selv fru Halm tør sige til min friske livsblomst: "Falm!" Thi jeg har vilje, hun har varme øjne, og derfor må den, skal den opad højne! FALK. Ret så, min broder, dig har lykken brug for!
Jeg kender ikke prisen på sligt noget. HJALMAR. Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre! GINA. Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling. HJALMAR. Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før! GINA. Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.
Forresten skal han nu faa sin juling alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.» «Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak!
Gudmund, havde du kongens fred, jeg blev hos min søster. GUDMUND. Og næste dag så kom Knut Gæsling med sværd og bue, og løfted dig op på gangerens bag, og gjorde dig til sin frue. SIGNE. Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen? GUDMUND. Ude ved fjorden har jeg en ven; han skaffer os et skib. Over salte vande sejle vi ned til de danske strande.
Gud fri mig, kanhænde halvhundrede år; og jeg i det tre og tyvende går! Det var mig en gladere bryllupsfest, om jeg stædtes til ro under mulde. Bergkongen red til herr Håkons gård; så klagelig rinde mine dage liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår. ret aldrig du kommer tilbage
Til venstre et nøst, til højre fjelde og barskov. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. ØRNULF. Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.
Ak, mine damer, hver i sin natur har og et særligt lidet "himmelsk rige". Der knopped sig af spirer tusend slige bag blyheds faldende kinesermur. Men fantasiens små kineserdukker, som sidder i kioskens ly og sukker, som drømmer vidt så vidt , med slør om lænderne, med gyldne tulipaners flor i hænderne, til dem I førstegrødens knopper sanked; jer var det ét, hvad høst der siden vanked.
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet.
GREGERS. Det skulde dog være mærkeligt med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt. RELLING. Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De? GREGERS. Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den ideale fordring i glemmebogen; ja, nu skal De vel til at gøre nar igen. RELLING. Nej, jeg er ikke oplagt til det.