Jeg vil være som de andre adelige junkere. Hør, sig mig, véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende? NILS LYKKE. Ja, visst nok har jeg det, men NILS STENSSØN. Nu? NILS LYKKE. hun vil ikke kendes ved jer som søn. NILS STENSSØN. Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den hun vel vide besked om. NILS LYKKE. Gem ringen, menneske!

Her kan vi to enslige karle omkring og snuse længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen! NILS LYKKE. Nu vel, kære herre, hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, overlad slagmarken til mig. JENS BJELKE Til jer? Hvad vil I da gøre? NILS LYKKE. Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem.

MARGIT. Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med. BENGT. Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet. MARGIT. Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind. BENGT. Ja, mærk jer det. MARGIT. I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!

GINA. Ja, gør det; skal vi ha' det hyggeligt. Hedvig! Hedvig! Å du snille far! HJALMAR. Nej, kald mig ikke . Der har jeg siddet og ta't for mig ved den rige mands bord, siddet og svælget ved det bugnende taffel ! Og kunde jeg endda ! Å snak, snak, Ekdal. HJALMAR. Jo! Men I ikke regne det nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel. Og vi holder umådelig af dig, far!

Sig mig, er alle ting rede til imorgen? DAGNY. Det er de; et silkesømmet lin ligger inde bænken; men jeg ved forvist at du vil stå dig mod Gunnar, jeg har ej grædt derved. DAGNY. Hvad lytter du ? DAGNY. Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet! Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. Kendte folk, Sigurd viking! SIGURD. Hvor agter I jer hen? KÅRE. Til Gunnar Herses gård?

NOGLE AF BØNDERNE. Vi går alligevel, fru Inger! MANGE FLERE. Ja, ja; vi går alligevel! Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. Bær alle våben ind i salen igen.

BJØRN. Fortælle? Men nu, sent kvelden ? ELINE. Ifald du regner fra den tid her blev mørkt Østråt, er det visselig sent. BJØRN. Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er urolig. ELINE. Det er muligt. BJØRN. Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen. ELINE. Husk : i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.

Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes; en kæk beslutning ; du har venner nok; vi følger dig aller første vink. Du fristes ikke? Svar! CATILINA. Nej, siger jeg! Og hvorfor vil I sammensværge jer? Tal ærlig! Drives I af friheds-længsel? Er det, for Romas storhed at forynge, at I vil styrte alt? LENTULUS. Nej, ingenlunde; men håb om egen storhed er jo dog tilstrækkelig bevæggrund, Catilina!

Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst. FRU INGER. Mind mig ikke om, hvad der var . OLAF SKAKTAVL. Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om . FRU INGER. Nu vel; men gør det kort; thi, ja, jeg da sige jer det, det er utrygt for eder her gården. OLAF SKAKTAVL. Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst.

OLAF SKAKTAVL. Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe FRU INGER. Rigtig; det er just som ikveld. OLAF SKAKTAVL. Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var. FRU INGER. lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer.