United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
HEDVIG. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang. Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne? HEDVIG. Ja, for så blir her mere fornøjeligt. Å ja, der er noget i det. Skal bedstefar ha' noget i køkkenet? EKDAL. Skulde så, ja. Bliv bare siddende.
Gå ikke ifra mig! Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; væk fra alt dette! Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
JENSEN. Å fan', har han vær't løjtnant! PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så herre gud husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! Giv mig fløjten. HJALMAR. Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig å! Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. Hys, Ekdal, jeg tror der kommer nogen. Se så igen! Om forladelse GREGERS. er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
Stikker til bunds så dybt de kan vinde, far; bider sig fast i tang og i tarre og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så kommer de aldrig op igen. GREGERS. Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen. EKDAL. Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far. Og den hunden den dukked efter og hented anden op igen. Os så fik I den her?
PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. EKDAL. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. JENSEN. Hører han også til kantorfolkene? PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert. PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
GINA. Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld Hm hm! HJALMAR. Aha, sidder han og ? GINA. Ja, han gør nok det. HJALMAR. Herre gud, min stakkers gamle hvidhårede far ! Ja, lad ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. EKDAL. Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som Snakked. HJALMAR. Jeg kom nu netop. EKDAL. Du så mig nok ikke, du?
HJALMAR. Det er ikke almindelige duer alle sammen. EKDAL. Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen? GREGERS. Ja; hvad bruger De den til? EKDAL. Der ligger kaninerne om natten, far. GREGERS. Nå; så De har kaniner også? EKDAL. Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner!
Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl ? Hjalmar, skal vi vise ham det? Å nej, nej, far; ikke i aften. GREGERS. Hvad vil han vise mig? HJALMAR. Å, det er bare noget sådant ; du kan få se det en anden gang. Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen.
GINA. Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra grosserer Werle. Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg GREGERS. Hvad! Kan du ville det? HJALMAR. gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal.
Dagens Ord
Andre Ser