United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi han havde hele Dagen sig i Legene udmærket, og det mod det Værste leed; thi nu stod tilbage Værket, som skal krone hele Sagen: ubekjendte Præmies Tagen ifra Masteknappen ned. Mangen Ungersvends Anstrengen vækker Moro kun og Latter; Mangen glider, Mangen dratter fra den glatte Stang, som Bly.
Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig. GREGERS. Ja, dersom jeg var så ganske viss på det. WERLE. Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget.
GULDSTAD. Å, jeg har nok mærket, at han så stilt har ruget over værket. Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu? GULDSTAD. Vel; det skal prøves. FRU HALM. Nu straks på stedet? GULDSTAD. Ja, og eftertrykkeligt. Gud være med Dem! Tak, det kan behøves. Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt. Det er vel knapt med tiden? FALK. Et kvarter, så går jeg. GULDSTAD. Der behøves ikke mer. Farvel!
RELLING. Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu? GREGERS. Jeg har holdt ud indtil nu. RELLING. Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med? GREGERS. Fordringen? HJALMAR. Har du inkasseret fordringer, Gregers? GREGERS. Å snak.
Rejser du op til værket igen? GREGERS. Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste. WERLE. Men hvad vil du da slå ind på? GREGERS. Bare løse min livsopgave; ikke noget andet. WERLE. Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af? GREGERS. Jeg har lagt lidt op af min løn. WERLE. Ja hvor længe vil det forslå! GREGERS. Jeg tænker, det forslår min tid ud. WERLE. Hvad skal det sige?
HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket. GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det, havt god anledning til at gruble over mangt og meget.
Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket. GREGERS. Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn. FRU SØRBY. Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli' til lykke både for Werle og for mig. RELLING. Det kan De trøstig håbe.
Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom ; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde, eller kanske det var samme år. GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
HJØRDIS. Hånd på værket, Gunnar, så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!
Som kompagnon? WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket. GREGERS. Vilde du? WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli' noget svage. GREGERS. Det har de jo altid været. WERLE. Ikke som nu.
Dagens Ord
Andre Ser