United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kalder du det hensynsfuldt, den maaten han har gaat frem paa, for at faa dig paa sit parti! Høfligheten hans du skulde vite du, hvad jeg har lidt som barn som voksen og under det. Naar han stod ret op og ned og saa høflig ut og ikke sa et ord og snakket han saa isende, skjærende koldt og høflig! Takke mig til næsten for mors skriken og skjælden og raseri. Aa!» «Gutten min!» «Aa ja Jenny.
Jeg vil reise op paa fjeldet. Hører du Helge jeg vil finde igjen mig selv jeg vil bli din Jenny, som jeg var i Rom. Jeg vil Helge jeg vet hverken ut eller ind men jeg vil . Naar jeg blir rolig jeg skriver til dig saa kommer du og saa er jeg bare, bare din egen Jenny igjen » «Jenny,» sa Helge sagte. «Jeg er min mors søn. Vi er kommet bort fra hinanden vi er kommet bort fra hinanden allerede.
«De synes ikke, den er pen?» spurte Helge nedslaat og tullet om det røde silkepapiret igjen, «synes De ikke, jeg kan gi min mor den?» «Jeg synes altsaa, den er grusom,» sa Fransiska. «Men jeg kjender jo ikke Deres mors smak.» «Gud vet, hvad jeg skal gjøre med den da » sukket Helge. «Gi den til Deres mor, De,» sa Jenny Winge. «Hun blir nok glad, De har husket paa hende.
De kunde vel ikke forstaa, hvordan en slik mor følte, naar hun saa barna bli store og gli fra hende at hun kunde reise sig i trods og vrede mot selve det ubønhørlige liv, som var slik, at en mors smaa barn blev store og ikke mere syntes, hun var alt for dem, som de var alt for hende i al evighet . Jenny hadde villet holde av Helges mor. Og saa likte hun hende ikke.
Hun graat ikke de første dage efter men hun gik omkring det døde barn og ynket sig dypt nede i strupen. Og hun tok det op og kjælte: «Lillegut mors lille lille deilige gut du faar ikke lov, hører du lillegut kan ikke faa lov til at være død, kan du vel skjønne » Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han kom til verden.
Jeg har set dig på for nært hold. WERLE. Du har set mig med din mors øjne. Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse ! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer å! Ord til andet, som om jeg hørte din mor. WERLE. Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
Det er ikke bare mors skyld heller. Jeg kan da forstaa hende alle mennesker foretrækker far. Ja du og. Det er rimelig jeg gjør det igrunden jeg og. Men netop derfor skjønner jeg, at hun er blit, som hun er blit. Hun vil jo være den første overalt, ser du. Og hun er det hos ingen. Stakkars mor!» «Ja stakkars,» sa Jenny. Men hendes hjerte var iskoldt imot fru Gram.
GREGERS. Ja, det spør' jeg også. Hvad så? WERLE. Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod? GREGERS. Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. WERLE. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde GREGERS. Jeg er ikke overspændt. WERLE. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst.
Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom ; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde, eller kanske det var samme år. GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
«Stakkars Jenny.» Saa reiste han sig op og gik over til vinduet, stod der med ryggen mot hende. «Jeg har lidt mere under det Jenny, end du vet om. Det er jo fortvilet. For skjønner du da ikke selv mors skinsyke er vel ikke helt ugrundet » Jenny kom til at skjælve, der hun stod. Helge vendte sig og saa det. «Jeg tror naturligvis ikke, far er sig det bevisst.
Dagens Ord
Andre Ser