Sir Ralph stod en stund og tænkte. „Men hvad er det som har gjort at vandet er rendt bort? Der maa være en grund, og efter al sandsynlighet har det været en vulkansk uro inde i fjeldet.“

Jenny følte sig voksen med et med sympati baade for moren og Berner, og hun trøstet ham veslevoksent: «Jamen du vet da, det pleier at gaa godt. Jeg synes da næsten aldrig de dør av det, duAllikevel hadde hun graatt av forlatthet, da hun saa sin mor med det lille nye barnet, som tok al hendes tid og al hendes omsorg.

Og er det , hvi skal vi da forsage? sku om Dem i de længst fremfarne dage! Hurra! Der kommer kernetropper friske; den hele gamle garde i gevær! FRØKEN SKÆRE. , det er godt vi finder hende her. FRU HALM. , uden al forhalelse forsoning da! O Gud, hvor det er smukt!

Utbyttet av hele tilstelningen var $13.25 som W. U. overrakte pastor Setun i al stilhet som avskedsgave og forklarte at han trodde det var enmistakeat forsøkeprogressive supperute paa landet. I byen kunde det nok gaa an. Pastor Setun holdt da sin avskedspræken og reiste om to uker. Hurtig kom han og hurtig reiste han, sa folk.

Overmaade sindrig,“ sa Sir Ralph beundrende. Dale forklarte videre at der paa styreplatformen ogsaa var en klokke som varskodde naar instrumentet her mottok et traadløst telegram. „Men hvad i al verden er dette?“ ropte pludselig Sir Ralph. De andre brast i latter.

AURELIA. O, forstød mig ikke! Ved al min elskov, jeg besværger dig, lad os ej skilles, Catilina! CATILINA. Ti! Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov. Fra livets gøgleværk jeg vender øjet, og ser kun mod den store blege stjerne eftermælets himmel! AURELIA. Milde guder! Og nu afsted! MANLIUS. Hist lyder våbenbrag. FLERE STEMMER. De nærmer sig. CATILINA. Godt! vi vil kækt dem møde.

GINA. , jeg tænker såmænd ikke at gøre mig den nyttig. HJALMAR. men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det let GINA. Jeg skal nok ta' vare det, Ekdal. HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' hans sag, om han vil gøre brug af det. Ja, stakkers gamle far

Uten en lyd styrtet han av hesten, stendød. Det viste sig, at den dræpte indianer var en ingen ringere person end høvdingen Høie-Okse. Hans død demoraliserte indianerne i den grad, at de opgav al videre motstand mot de hvite og flygtet.

Vi bør ikke tvile det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning. GREGERS. Desværre, han har forblindet mange. HJALMAR. Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne. GINA. Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.

Disse Dyr ved, at man står og ser dem; de føler de hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? Ja, det havde jeg vist Ret i. Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var noget ved.