United States or El Salvador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hvad var vel brøden, som fængsled mig til dette tempel her, som røved mig enhver min ungdomsglæde, i livets varme vår hver skyldfri lyst? Dog ingen tåre skal mit øje væde; kun hævn og had beliver dette bryst. Og heller ej for mig en anden lue en mere blid du nærer, Furia? FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen? Du frygter ej ? CATILINA. Jeg kender ikke frygt.
CATILINA. Ti; jeg vil ej høre! Jeg hader dig! Jeg ser din fule list; du vil mig lænke til et halv-livs rædsel. Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, de stinger mig i sjælen som en dolk! Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne AURELIA. Våg, milde guder, over ham og mig! CATILINA. Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; i dem er stjerneskin og morgenhimmel . Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
CATILINA. Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger; byd over mig, og sig, hvad jeg skal love. FURIA. Så hør. Skønt her jeg som en fange lever, jeg véd, i Roma færdes der en mand, hvem jeg har svoret fiendskab til døden og had bag gravens sorte skygger selv. CATILINA. Og så ? FURIA. Så sværg, min fiende skal vorde til døden din. Vil du, min Lucius? CATILINA. Det sværger jeg ved alle store guder!
Derfor svor han ved alle sine hjemlige guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som folk de første fjorten dagene. Ratje var blevet opmærksom paa balladen.
Sind, som svær-mod stinger, savner Brages glæde; sorgfuld skald så såre kvides ved at kvæde. Skaldeguden skænked evne mig at sjunge; klinge lad min klage for mit tab, det tunge! Harmfuld norne hærged hårdt mig verdens veje, listed lykken fra mig, ødte Ørnulfs eje. Sønner syv til Ørnulf blev af guder givet; nu går gubben ensom, sønneløs i livet.
CATILINA. Hun lever! Guder, det er hende selv, og ingen ånd! FURIA. Ånd eller ikke, det er lige meget; jeg ledsager dig. CATILINA. Med blodigt had! FURIA. I graven slukner hadet, som kærligheden og som alle drifter, der næres i en jordisk barm. Kun et står fast i liv og død og kan ej ændres. CATILINA. Og hvad? Sig frem! FURIA. Din skæbne, Catilina!
LENTULUS. Hvorledes, Catilina, du vil ændre din levevis? Ha-ha; du spøger vel? CATILINA. Det er mit alvor, ved de store guder! CETHEGUS. Nu, så er ingen udvej med ham mere. Kom, Lentulus; vi melde må de andre, hvad svar han gav os. Vi vil finde dem i muntert gilde hist hos Bibulus. CATILINA. Hos Bibulus? Hvor mangen lystig nat jeg sværmet har hos Bibulus med eder!
CATILINA. Min skæbne kender kun de vise guder ej noget menneske. FURIA. Jeg kender den. Jeg er din skygge; gådefulde bånd os sammenknytter. CATILINA. Det er hadets. FURIA. Nej! Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb med hads og hævns begær? Hør, Catilina! Jeg slukket har i underverdnens floder hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt i denne egn; jeg søger fiendens hær og fører den ad skjulte stier hid, til dit fordærv og til min egen frelse. Vid, ormen, som du overmodigt træder i støvet, har endnu sin hvasse brod! Det er den troskab, som jeg bygged på! Så svigter de mig, en for en. O, guder! Forræderi og fejghed er det kun. som gærer i de lunkne slavesjæle.
CURIUS. I guder, hvilket letsind! End idag har Cicero i rådet tordnet mod dig; og dog du kan CATILINA. O, lad det være glemt! CURIUS. Du er i fare, og forglemmer den ved blindt at styrte dig ind i en anden. Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed en vestalindes elskov, den forbudne; thi kom jeg hid at friste lykkens gunst. CURIUS. Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg! CATILINA. En spøg?
Dagens Ord
Andre Ser