United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
CATILINA. Hun lever! Guder, det er hende selv, og ingen ånd! FURIA. Ånd eller ikke, det er lige meget; jeg ledsager dig. CATILINA. Med blodigt had! FURIA. I graven slukner hadet, som kærligheden og som alle drifter, der næres i en jordisk barm. Kun et står fast i liv og død og kan ej ændres. CATILINA. Og hvad? Sig frem! FURIA. Din skæbne, Catilina!
Og kærlighedens væsen er jo ungt! at finde lighed her, vil falde tungt. FALK. Nej, kærligheden er og meget gammel; den læresætning underskriver vi jo så troende, som folk i Kap og Rio; ja, fra Neapel og til nord for Brevig der gives dem, der påstår den er evig ; nå, deri er vel nogen overdrivelse, men gammel er den over al beskrivelse.
Se, kærligheden blaffer op og dør i næste stund; men hadet VESTALINDEN. Alle guder, det er jo vanvid! Til hjælp; til hjælp! NOGLE. Hvad er påfærde? ANDRE. Vestaflammen slukket! FURIA. Men hadets brænder; hævnens blusser højt! VESTALINDERNE. Bort, bort med hende; bort til dom og straf! Til fengslet føres hun. Derfra til døden. Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Han skrev og komponerte selv musik til noget, som en forelægger fik; det kaldtes "Syv sonetter til min Maren". Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren! FRU HALM. Ja, det er visst, at han var genial! Hm, somme mente nu, at han var gal. FALK. En gammel praktikus, som ikke henter sin visdom blot af mugne pergamenter, har sagt, at kærligheden gør Petrarker så let, som fæ og ladhed patriarker.
At kærligheden efter frit behag kan trodse vane, nød og sorg og ælde. Nå, lad så være; mulig er det sandt; men se nu sagen fra en anden kant.
FRU STRÅMAND. Her er visst gæstebud FRU HALM. Å, hvilken snak! FRU STRÅMAND. For gør vi bryderi FRU HALM. Nej ingenlunde; De kommer så tilpas, som tænkes kunde; min datter Anna blev forlovet just. Så lad mig vidne; elskov, kærligheden, det er en skat, som ikke møl og rust fortære kan, hvis der er noget ved den. FRU HALM. Men hvor det dog var smukt, De tog de små herind til byen med Dem.
FALK. Den dør, så snart den bringes på det tørre; for så vidt har den lighed med en fisk SVANHILD. Nej, kærligheden lever jo af luften FRØKEN SKÆRE. Og den må fisken dø i FALK. Ganske sandt. FRØKEN SKÆRE. Der kan De se, vi Deres tunge bandt! FRU STRÅMAND. Den the er god, det kender man på duften. FALK. Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen. FRØKEN SKÆRE. Hvad da?
De skelner mellem ægteskabets panter, og elskovs ditto; deri gør De klogt; der forskel er, som mellem råt og kogt, som mellem markens blomst og potteplanter. Hos os er kærligheden snart en videnskab; forlængst den hørte op at være lidenskab.
Du vil ej sætte slig dit gode navn på spil! FALK. Mit ramme alvor. Tidt nok påstod man, at ingen kan af kærligheden leve; jeg vise skal, den påstand er ej sand; thi jeg skal leve af den som en greve, især hvis frøken Skære, som jeg håber, levere vil herr Stråmands "livsroman" til skænkning ud, som feuilleton, i dråber. Gud stå mig bi! Hvad er nu det for plan? Mit livs roman?
Men har vi det, hvor er da kærligheden? Ak, da er også den jo vandret heden! FRØKEN SKÆRE. Det var en meget selsom brug af ordet! DAMERNE. At kærligheden skulde være død ! STRÅMAND. Her sidder den jo sund og rund og rød i alskens skikkelser om thevandsbordet. Her har vi enken i sin sorte dragt FRØKEN SKÆRE. Et trofast ægtepar STYVER. Hvis elskovspagt kan lægge mangt et håndfast pant irette.
Dagens Ord
Andre Ser