United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hine dunkle gådefulde ord, og øjet, slukt og skinnende på engang ? Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru formørket hendes sjæl ? Nej, blege yngling! Min Furia! Her ? Her færdes Catilina. Hvor han er, der må Furia også være. CURIUS. O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig i sikkerhed. Betænk om nogen så dig ! FURIA. De døde frygter ej. Har du forglemt du tog mit lig og bar det op af graven?
Aurelia er øm og stemmer tidt med blide ord mit sind til ro og mildhed; hos Furia . Gå, gå; der kommer nogen. Forhadte haller, vidner til min smerte, hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt! Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte, er slukt i dette hjerte, gennemstrømt af febergysen snart, og snart af gløden, mer hed og brændende end flammen der. Ah, hvilken skæbne!
Læg du dit hoved kun til hendes bryst og se om der du finder den fred, du søger for din trætte sjæl. Forferdet vil du flygte ud i natten, vil flygte jorden rundt langs alle strande, Actæon lig, af hunde-koblet jaget, en skygge, jaget af de tusend skygger! CATILINA. Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs. I lysets verden er jeg hjemløs nu!
FURIA. Ve over dem, der følger Catilina! AMBIORIX. Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter. OLLOVICO. En røst har varslet os; vi lyder røsten. CATILINA. Fortvilet håb at ville styrte Roma med denne skare nidinger og fejge! Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed, kun nød og rovlyst driver dem til handling. Er det vel møjen værd, for slige formål at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Vær, hvo du være vil, et menneske, en underverdnens skygge, der ligger dog en grufuld trylledragning i dine ord, i dine sorte øjne. FURIA. Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil forsagt og tvilsom slippe hvert et håb om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen den skueplads, hvor dine dunkle anslag i lys og modning kunde foldes ud! CATILINA. Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt; det hele var en flygtig ungdomsdrøm. FURIA. Nu skuffer du dig selv, min Catilina! Du kredser endnu om det ene formål; din sjæl er stor, en Romer-hersker værdig, og du har venner . Ah, hvi nøler du? Jeg skal ? Hvad mener du ? Med borgerblod ? FURIA. Er du en mand, og har ej kvindemod? Har du forglemt hin raske Romerinde, der søgte tronen over fader-liget?
FURIA. Kom til dig selv! Hvad fattes dig? Du blegner. Min Lucius, er denne mand din ven? CATILINA. Min ven? Nej, Furia, nu ikke mere. Jeg har forbandet, svoret evigt had mig selv. FURIA. Dig selv! Du du er Catilina? CATILINA. Jeg er det. FURIA. Du min Silvia vanæred? Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved! Ve over dig, du voldsmand, ve!
FURIA. Dig tror jeg; dig alene; dit øje brænder; du har sandhed talt. Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes; på denne tid de plejer samles her. CATILINA. Jeg går; dog kun for atter dig at møde. En tryllekraft mig fængsler til din side; så stolt en kvinde så jeg aldrig før. Da lov mig et ; og sværg, at du vil holde, hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
FURIA. Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden, er skabt for mig, så råber lydt en røst, som aldrig fejler og som ej bedrager. Så kom! O, kom og lad os følge røsten! CATILINA. Hvad mener du, min skønne sværmerinde? FURIA. Kom, lad os flygte langt fra dette sted; et nyskabt fedreland vi vil os finde.
Og hvad var vel brøden, som fængsled mig til dette tempel her, som røved mig enhver min ungdomsglæde, i livets varme vår hver skyldfri lyst? Dog ingen tåre skal mit øje væde; kun hævn og had beliver dette bryst. Og heller ej for mig en anden lue en mere blid du nærer, Furia? FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen? Du frygter ej ? CATILINA. Jeg kender ikke frygt.