United States or Slovenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hvad var vel brøden, som fængsled mig til dette tempel her, som røved mig enhver min ungdomsglæde, i livets varme vår hver skyldfri lyst? Dog ingen tåre skal mit øje væde; kun hævn og had beliver dette bryst. Og heller ej for mig en anden lue en mere blid du nærer, Furia? FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen? Du frygter ej ? CATILINA. Jeg kender ikke frygt.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner, med tusendfoldig sang du drog derind; du råder der på alle tankens baner; lig vårens vellugt fylder du mit sind. Ja, jeg må takke Gud i denne time, at jeg var ensom indtil dig jeg fandt, at jeg var død og hørte klokken kime, som kaldte mig til lys fra livets tant.
Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv, glem ej, at farten nedad livets elv er ingen leg, er ej at nyde, svælge; og så, i Herrens navn, så får I vælge! Ophold. FALK. Du er så bleg. SVANHILD. Og du så stille. FALK. Ja. SVANHILD. Han var os værst. Han stjal mig styrken fra. SVANHILD. Hvor hårdt han slog. FALK. Han vidste godt at ramme. SVANHILD. Det var, som alt gik under i det samme.
Hvad fængsler mig? Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne; den holder mig i livets land tilbage; den drager mig, som månen drager havet. FURIA. Følg med; følg med! CATILINA. Den vinker og den blinker. Jeg kan ej følge dig før dette lys er ganske slukket, eller slørt af skyer. Nu ser jeg det!
Er du ikke lite bitte gran glad for, at jeg sier det for at høre, at du er den bedste og søteste og vidunderligste lille pike i verden se paa mig, Jenny kan jeg ikke gjøre dig litt glad, naar jeg sier dig, jeg tror, du vil faa al livets rikeste lykke, for du fortjener det?» Hun saa ned i hans ansigt og forsøkte med et fattig smil.
SVANHILD. Jeg var en hjemløs i min moders hus, jeg var en ensom i mit eget indre, en ubedt gæst i glædens glans og sus, gjaldt intet der ja stundom endnu mindre . Se da kom du! For første gang på jord jeg fandt min tanke bag en andens ord; hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle! du ungdomskække mellem livets gamle!
Se, de forskriger sig i livets skrål, jeg stilt skal støtte dig med stærke grene. SVANHILD. Men dersom den alligevel gik under, den kærlighed, som skulde bære alt, har du da det , som endda lykken grunder? FALK. Nej, med min kærlighed det hele faldt. SVANHILD. Og tør du helligt love mig for Gud, at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge, men dufte, som idag, og holde ud for hele livet?
Ja sæt hun turde alt på denne grundvold bygge, og vove alt på dette ene kort, og livets storm så fejed grunden bort; og blomsten falmed under tidens skygge? Hm, så tænkte også jeg da jeg var ung, som De. I gamle dage jeg brandt for en; da delte sig vor vej. Igår vi mødtes; intet er tilbage. FALK. Igår? Igår. De kender prestefruen FALK. Hvad? Det var hende , som GULDSTAD. Som tændte luen.
Vent til sorgen kommer og gulner livets lyse, grønne sommer, vent til den nager vågen og i drømme, så kan om styrken af min tro De dømme. Men vil I to da aldrig holde fred? Nu har du gjort herr Falk for alvor vred. Frøken Skære blander sig i samtalen. Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt, at himlen vil GULDSTAD. Å nej Gud vil den ikke!
Dagens Ord
Andre Ser