United States or Sweden ? Vote for the TOP Country of the Week !


Dalen laa, saa langt de kunde se, øde og forlatt. „Er det bare et bud den fyren bringer, saa haaber jeg Kerr ikke blir længe borte,“ sa Jack forhaabningsfuldt. „Men hvorfor mon de gik bak de trærne?“ spurte Tony ængstelig. Longley, som selv var litt ræd, sa bare: „Naa ja, det faar vi jo snart vite; vi faar vente litt, og saa

Jenny undret, mens hun gik og hørte paa, mon det blev stort mere Nordmarksturer med Kalfatrus og hende . Hun drev utover Bygdø om formiddagene alene i det hvite solskin. Jorderne laa saa bleke med det døde gulhvite græs. I skogranden mot nord laa der gammel sne endda under de jernsorte graner.

Og mon et Beviis vel bedre kræves kan af Bedstefædre paa at jeg, tilhavs omdreven, oldingviis tilsidst er bleven?

Sir Ralph vendte sig smilende: „Kom selv og se.“ Tilføiet saa til Dale: „Mon vi ikke burde styre litt nærmere?“ Dale var enig; og da han hadde tat Longleys plads ved hjulet, svinget han aeroplanet i retning mot høiden over rydningen. Longley stod imidlertid aldeles fordypet og stirret gjennem kikkerten paa det fremmede aeroplan. Det gik et par minutter før han uttalte sig.

Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger bly som tause Taares Tanke til en Moserosenknop?

jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede endnu? Sidder min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . Jeg åbned Øjnene.

Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten. Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt Morgenstunden, Himlen hang og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og at Klokken var halv ni.

Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes med døds-skrig og med brustne skjoldes brag. Mon alt han bløder? Mon han lever end? O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler bag tykke tordenskyer i sin nedgang. Det vorder nat et øjeblik påny før dagen kommer; og med dagens komme er alting ude. Han forgår i mørket, som han i mørket leved. Skønne stund!

Mon hun vilde række mig Hånden? »Hvorfor beder De mig ikke om at med tilbage et Stykkesiger hun lavt, og hun ser ned sin Skosnude. »Herregudsvarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« »Ja, men bare et lidet StykkeOg vi vendte om.

Tanias Billede stod ikke længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende Kvinde fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg. Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette Slag?