Jeg forsøger Gang Gang forgæves; det begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og jeg ser hende, ser denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad ?

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen.

HJØRDIS. , trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det være, dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; nu nøies han med ringere lykke.

Fort Laramie laa like i hjertet av indianerlandet. Henimot 4000 Sioux, Cheyenne og Arapahoe indianere hadde slaat op leirene sine i nærheten og tilbragte en stor del av sin tid i fortet. Bill var bare barnet endnu, og da han ikke hadde andre kamerater at leke med, sluttet han sig hurtig til indianerungene og lærte ikke bare lekene deres, men ogsaa sproget deres.

Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var allerede borte borte for bestandig! Endnu levede han for hende var han allerede tabt! Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg. Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. Hun syntes, hun maatte kunne græde sig ihjel hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og skar i hendes Bryst. Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag det dyrebare Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik alt forsvandt for hendes egen grænseløse Fortvivlelse som var uden Ende, uden Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at slaa.

Med endnu en dreining av hjulet svinget aeroplanet rundt, saa façaden av huset laa ret imot dem, og neppe 1000 fot nedenfor dem. Saa signalisertes der til Kerr: „Slaa begge motorerne

Hvor snilde dere er,“ mumlet Sir Ralph og undertrykte et smerteskrik idet de løftet ham. Og over stranden løp og gik de med sin byrde, øinene stivt stirrende mot maalet. Monoplanet hadde nu vingerne horisontalt igjen, og var like bak dem, bare et par hundrede fot oppe. De sidste øieblikke var en eneste forvirring. Endnu var der en liten strækning igjen.

Men saa tyst paany var alt, at hver enkelt moden Draabe, som i Lønnebladets Kaabe ovenover mig nedfaldt, næsten som en Klokke klang i den hvalte mørke Gang. Da medeet før Foden kunde atter hæve sig til Skridt, mens jeg standsed for at grunde paa en Mistro endnu lidt.

Da jeg veed vel ei hvordan Sjelens Virksomhed forhøjet og en Slummers Vægt paa Øjet samme Stund forenes kan; men jeg tænker samme Lov for en Sjels og Blomsts Behov: naar det mulmes lukker Øiet sig for Hiin, mens den dog, som Fugl i Luften, friest just sig da bevæger; Blomstens Glød af Duggen dulmes, medens Duften svømmer om dens sjunkne Bæger endnu mere stærk og fiin... Da , af Bølgens Surr bedøvet, lukte sig mit Øie til, og, af Nattemulmet sløvet, søvntilslørtes min Pupill.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at og komme dette Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. Således forløb tre Uger.