Med sin Hests brede Bringe rendte Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den rødskæggede denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt.

SIGURD. Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, bold han end er; nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!

Det var sig den ungersvend bold og god; vel kunde han lege gyldne strenge; det klang til bergets inderste rod, hvor hun havde siddet længe. underlig blev hun tilsinde derved; op sprang fjeldets port som en bue; over dalene gud faders fred, og al den herlighed kunde hun skue.

De var en mynt ifra et fremmed rige, blev her beregnet efter anden kurs, var neppe gangbar i en kvik diskurs om vers og smør og kunst og mer deslige. Da just som frøken Skære havde ordet Mens kæresten stod bag, som ridder bold, og bar sin hat armen lig et skjold

SIGURD. Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård. DAGNY. Farlig? Tænker du at Gunnar ? SIGURD. Gunnar er bold og brav; nej, nej, men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham. DAGNY. Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det? SIGURD. Svar mig først et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den? Her om armen; du bød mig bære den.

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen.