United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha' siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha' ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt. GREGERS. Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig! HJALMAR. Jeg har fåt øjnene op.
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. »Har du ikke faret før?« spurgte han. »Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.« Han tænkte sig atter om.
Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig?
Hvorfor havde de sidste Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter.
Men jeg vilde, De skulde ha' rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs.
JENS BJELKE. Å, véd I hvad, det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende! NILS LYKKE. Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at slå ham ihjel.
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Hjørdis, Hjørdis! Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; sig mig, i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst? DAGNY. Det var jeg, fornemmelig hos Ædhelstan i England. HJØRDIS. Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?
SIGURD. Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård. DAGNY. Farlig? Tænker du at Gunnar ? SIGURD. Gunnar er bold og brav; nej, nej, men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham. DAGNY. Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det? SIGURD. Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den? Her om armen; du bød mig bære den.
Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem.
Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge; og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt! Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.
Dagens Ord
Andre Ser