Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, og for fra landet med den kvinde, du havde kjær!

WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej når hun vil. Stik dog glassene, mine herrer! Pettersen, å, sørg for ! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet. GRÅBERG. Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud. WERLE. , er De nu ble't låset inde igen? GRÅBERG. Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne

Jeg tænkte mig hen Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var jeg dog næsten fremme, jeg stod Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Senere aftenen gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig en serenade udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig henrive til at holde et slags tale til de forsamlede; jeg véd i al fald, at jeg følte mig såre lykkelig. Et par måneder senere opførtes "Gildet Solhaug" i Kristiania.

Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se dem, de er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.

Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . Portdøren faldt i. Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.

Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære . I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre nogen bejler.

Ak, mine damer, hver i sin natur har og et særligt lidet "himmelsk rige". Der knopped sig af spirer tusend slige bag blyheds faldende kinesermur. Men fantasiens små kineserdukker, som sidder i kioskens ly og sukker, som drømmer vidt vidt , med slør om lænderne, med gyldne tulipaners flor i hænderne, til dem I førstegrødens knopper sanked; jer var det ét, hvad høst der siden vanked.

FRU INGER. Hvad har I tabt? NILS STENSSØN. Mit rige og mit liv! FRU INGER. Og bønderne? Mine svende; hvor har i dem? NILS STENSSØN. Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer. Hvor er I? NILS STENSSØN. Her; her! FRU INGER. Ak, Olaf Skaktavl, også I ! OLAF SKAKTAVL. Det var ugørligt at slippe igennem. FRU INGER. I er såret, ser jeg!

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken. »Behold den, behold densvared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et Par Småting, en Bagatel omtrent alt, jeg ejer JordenOg jeg blev rørt over mine egne Ord, de lød trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg stak i at græde . . . .