United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til ham: »Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«
Kære, snille . . . .« Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet for hende.
Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . Portdøren faldt i. Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.
»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?« »Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!« »Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!« Og jeg gik. En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke.
Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus.
Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage?
Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik, for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber, du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.
Hun søgte nogen dernede. I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham øjeblikkelig.
De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os maaske vil det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“ „Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu saa sent?“ sagde Zina. „Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke vil , så!
Dagens Ord
Andre Ser