United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt!
Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne.
Jeg led ikke meget, og jeg græd ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være anderledes end den var. Så gik jeg ud. Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten.
Altså imorgen . . . . Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . . Og jeg havde ingen Vest. Hvor kunde jeg også lede efter den!
Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod ikke længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede. To Mænd. Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.
Gå ikke ifra mig! Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; væk fra alt dette! Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
Hun hørte på mig, og jeg tror hun græd; det er jo gode tegn? FALK. Ja visst; bliv ved. LIND. Og, ikke sandt, da er vi jo forlovet? FALK. Jeg må formode det; men for at være aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære. LIND. O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt! Jeg er så klar, så sikker, uden frygt. Nå, vårens blomster da i eders bånd!
Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet.
Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag. Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner!
Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg takker Dem så meget.« Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig.
Dagens Ord
Andre Ser