United States or Guam ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Jeg vandred i lien så tung og så ene; de småfugle kvidred fra busker og grene; så listelig kvidred de sangere små: hør til, hvordan kærlighed monne opstå! Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange. Den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund! Jeg hørte ikke ret ? SIGNE. Jeg? Nej visst ikke. Kom; vi må gå vore gæster imøde.
Nej, tvertimod, jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde. Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme.
Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. Jeg faldt i Tanker. Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu!
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan. Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden.
Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden.
Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker. Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal!
Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg takker Dem så meget.« Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig.
Sig mig, mens fjernt fra bygden jeg vandred, har også hun sig så stærkt forandret? Er det i kongens gård slig høvisk tale man lærer? I minder mig om, hvordan tiden tærer GUDMUND. Margit, hel vel mine ord I forstår. Engang var I mig begge så blide; I græd, da jeg skulde fra bygden ride; vi loved at holde som søskende sammen i fryd og i ve, i nød og i gammen.
»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten. »Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!« Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden. Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid!
Dagens Ord
Andre Ser