United States or Mayotte ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore?
Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med hjem? Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: »Så gik vi da!« Jeg fulgte med.
En Stund efter måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven ganske stille overalt stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. Tirsdag. Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag.
»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet Christie, jo.« »Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. Godmorgen.« Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min Pakke og siger: »Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder.
Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: »Klokken er ti.« »Nej, den er to,« svared han forundret. »Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad Klokken er ti!«
Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.« »Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. Så taug han. »De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.
„Saa maa den tomme hulen bare ha været noget til at narre os med,“ sa Sir Ralph; „nok et puds av gamle Granit-Girdlestone.“ Men nu kunde ikke Jack styre sig længer: „Mener dere altsaa at skatten er i det hullet her?“ „Skulde ikke bli forundret om saa var,“ nikket Longley. Sir Ralph lo og spurte om nogen hadde en elektrisk lygt med nu. Joda, Kerr hadde været saa forsynlig.
Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så forundret over at se hende komme denne Vej. »Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen. »Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«
Nu, han stod der med hatten i haanden, saa hun, at hans haar var ganske graat saa graat, at man ikke kunde se, hvadfor farve det oprindelig hadde hat. Men ung saa han ut allikevel. Og øinene var unge skjønt de saa triste og trætte ut av det magre, glatrakede ansigt men de var saa store og saa lyst blaa, at de gjorde et underlig vidaapent indtryk, forundret og fortænkt paa en gang.
Dagens Ord
Andre Ser