United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted og blev borte. Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage.
Så siger jeg, bare for at sige noget: »Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« »Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske alene hjemme.« Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før. »Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil . . . .«
Under vejs faldt det mig ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting. Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen.
Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket.
Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris . . . . »Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.« »Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?
Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet.
Dagens Ord
Andre Ser