United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
OLLOVICO. Det Roma er? Italiens herskerinde, og snart Germaniens, Galliens og måské. AMBIORIX. Desværre, ja; så tør det engang vorde; og skånselløst er Romas herredom; den undertvungne tynger det til jorden. Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente: om her er værn mod krænkelserne hjemme, og fred og ret for Allobrogers land. OLLOVICO. Det vil os skænkes.
Jenny skjendte saa paa mig hun sa, det var min egen skyld, og det var det kanske ogsaa.» «Jeg synes, frøken Winge skjender noksaa meget paa Dem, jeg. Hun er en streng mama, later det til?» «Nei Jenny? Bare naar jeg behøver det. Gid nogen hadde gjort det før» hun sukket. «Men det har de altsaa ikke, desværre.» Helge Gram følte sig let og fri, som han gik der med hende.
»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte: »Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!« »Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget bedre på den anden Side.« »Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for det noget Sted.«
Og desværre flux naar Blunden er med Nattens Timer svunden, lukker den sig over dem som om sine Perler Bundens Musling stærk, af Polypens Arm berørt, hurtigt, hurtigt før Sekundens svage Dødssuk hen er ført, en Passionsblomst liig om sine korsbetegn'te, straalefine Stjerneblommers Underværk.
Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente var langt finere Iagttager end den rige intelligente.
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De få dem med det første.« »Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner. Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed.
Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? »Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«
Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet til spot og skjændsel for alle paa havnen.
Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. Da vender hun Ansigtet bort og siger: »Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« Hun holdt inde.
Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.« Hun så på mig. »Er De det?« sagde hun. »Ja, jeg er det, desværre.« Pause. »Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet. Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og lytte, når jeg sagde noget.
Dagens Ord
Andre Ser