United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag. Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner!
» Nej , hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: »Det mener De ikke!« »Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, De var altså ikke fuld dengang?« »Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« »Ja, så meget værre var det.«
Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne.
»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken skal til Smyrna.« Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet.
Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde ikke glemme det.
Jo, hun var virkelig god! Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt derom. Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak.
»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem?
Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, og siger tilslut: »Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« »Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig.
Dagens Ord
Andre Ser