United States or Falkland Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
GREGERS. Du har dog spist frokost, ser jeg. HJALMAR. Også legemet gør stundom sine krav gældende. GREGERS. Hvad har du så bestemt dig til? HJALMAR. For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke. Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken? Pak, og gør i stand!
DAGNY. Ja, men du ØRNULF. Jeg? Jeg fryser ikke. DAGNY. Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede. ØRNULF. Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten. DAGNY. Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet vant til det. ØRNULF. Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret. Ophold.
» Nej , hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: »Det mener De ikke!« »Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, De var altså ikke fuld dengang?« »Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« »Ja, så meget værre var det.«
Det var søndag uti juni, og Jenny hadde gaat tur med Helge om formiddagen og spist middag hos Grams og drukket kaffe, og de hadde sittet alle fire i dagligstuen og slitt sig gjennem eftermiddagen, til Helge fik Jenny med ind paa sit værelse under paaskud av, at hun skulde læse igjennem noget, han hadde skrevet. «Uf,» sa Jenny ut i luften. Helge spurte ikke, hvad hun sa uf for.
Halvanden pjolter og etpar smaa glas likør var alt hun hadde drukket, og det efter aftensmaten rigtignok hadde hun ikke spist stort, men hun hadde ikke appetit om dagen. Og sterk kaffe hadde hun faat og. Kanske det netop var kaffen og cigaretterne. Skjønt hun røkte da mindre for tiden end hun hadde gjort før.
I en krok like ved Peterspladsen laa en liten restauration, hvor de hadde spist undertiden, naar de kom fra Vatikanet. Dit gik de. De spiste uten at snakke sammen. Jenny tændte en cigaret, da hun var færdig. Og hun nippet til sin rødvin og gned de duftende mandarinskaller mellem fingrene. Heggen sat og røkte og stirret ut for sig. De var omtrent alene i lokalet.
Gram fulgte hende ditut og reiste tilbake til Kjøbenhavn om kvelden. Saa var hun endelig alene . Hun hadde leiet ubeset. Mens hun laa i Kjøbenhavn og malte, hadde hun været i landsbyen en dag med nogen kamerater; de hadde spist paa kroen og badet nede i klitterne.
»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?« »Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!« »Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!« Og jeg gik. En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke.
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en Gang i Næsen; han står og ser på mig. »Har De noget at leve af imens, da?« siger han. »Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .
GINA. Har du kanske spist med Werle? Nej. Så skal jeg sætte maden ind til dig. HJALMAR. Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu. Er det ikke bra' med dig, far? HJALMAR. Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg. GINA. Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til. GINA. Ikke andre end de to kæresterne. HJALMAR. Ingen nye bestillinger?
Dagens Ord
Andre Ser