Kirkeklokkerne i taarnene ringte til høitid. Hun brast i graat. Hun vendte sit ansigt mot barnet ved sin side og de hete taarer faldt ned paa det sovende spedbarns bløte ansigt. Og hjemme sat Jens Mattias og vugget den mindste i søvn. Edel Det var fem barn i familien. De bodde paa et vidunderlig vakkert sted. Deres hjem laa paa en høi bakke inde i skogen.

Ved siden av de midler han fik ind til menigheten gjennem disse mangeklubsskulde man nu gjøre et kast og faa ind saa mange penger at man kunde ha en klækkelig sum i kassen at dra av i fremtiden. Planen var nemlig at man den høst i september maaned skulde sælge mat vedCounty-faireninde i byen.

FALK. Han er lidt sky endnu, men blir nok tam, når han en ugestid har båret skiltet. Hvor sidder han? FRØKEN SKÆRE. Nu vel; men fristen blir ikke lang. FALK. Å, giv ham et kvarter, kan De forfra jo begynde legen. Nu er han inde i en engelsk præken FRØKEN SKÆRE. En engelsk ? DAMERNE. Å, De narrer os! De ler! FALK. For ramme alvor.

Saa banket hun paa Gunnars dør . Men han var ikke inde. Hun saa efter oppe paa taket, der var ingen. Hun gik ind til sig selv og tændte lampen. Med armene korset over brystet sat hun og stirret ind i flammen reiste sig og drev hvileløs paa gulvet og satte sig igjen som før . Opspilt lyttet hun efter hver lyd fra trappegangen. Aa bare Gunnar kom.

Det var som om nu, for første gang, hun var vækket til liv ved harpeklang, som om hun først nu forstod at finde den rigdom, verden slutter inde. Og vel I vide, hver og en, at den, som er fængslet til fjeldets sten, kan løses let ved harpeleg!

Jenny Jenny Jenny hendes lyse navn hørte han i hvert av vaarens fuglefløit, og hun var død . Hun laa dernede i mørket. En lok av hendes lyse haar hadde han klippet av, og han bar den inde i lommeboken. Han kunde ta den op og la den funkle i solen og de smaa fattige gnister var alt, hvad solen nu kunde naa og tænde av hele hendes svære, skinnende haar. Hun var død og borte.

Når jeg der inde sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, den dag vilde bli min afskedsdag. Og var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke. Nej, du ikke snakke slig, Ekdal.

Og saa var luften ganske diset av sol det hadde regnet før paa dagen og Nemisjøen og Albanosjøen laa sølvhvite nedenfor os under skogskrænten med alle de smaa hvite byerne omkring og hele kampanjen og Rom langt inde i et tyndt taakeslør, og ytterst ute Middelhavet som en mat guldrand i horisonten .

GREGERS. Den gang var De slig en vældig jæger. EKDAL. Var , ja. Kan nok være, det. De ser munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, HJALMAR. Sæt dig nu, far, og dig et glas øl. Vær god, Gregers. Gregers sætter sig stolen nærmest ved ham, Hjalmar den anden side af Gregers.

Sig mig, er alle ting rede til imorgen? DAGNY. Det er de; et silkesømmet lin ligger inde bænken; men jeg ved forvist at du vil stå dig mod Gunnar, jeg har ej grædt derved. DAGNY. Hvad lytter du ? DAGNY. Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet! Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. Kendte folk, Sigurd viking! SIGURD. Hvor agter I jer hen? KÅRE. Til Gunnar Herses gård?