United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. »Bestilling?« Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad var min Bestilling?
»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste. »28de.« Og han skriver fremdeles. Endehg konvolutterer han et Par Breve, sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og peger på en Stol.
Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: »Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« Jeg rejste mig. »Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« »Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad Manden være, han!«
GREGERS. Den gang var De slig en vældig jæger. EKDAL. Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så HJALMAR. Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers.
Men i hjernen hadde hun den samme besynderlige, delirerende rædselsfornemmelse. «Jeg hadde lyst at hilse paa dig,» sa Helge og satte sig i stolen ved siden av. «Det var pent av dig,» svarte Jenny. De tidde stille litt. «Du bor i Bergen nu,» sa hun saa. «Jeg saa, du hadde tat doktorgraden gratulerer!» «Tak.» Saa blev der en pause igjen.
Naar fru Papi saa tilslut avbrøt sig selv og lo her stod hun og forstyrret ham i skrivningen og forsvandt saa la Helge sig bakover i stolen med armene bak nakken. Han tænkte paa sit værelse hjemme ved siden av kjøkkenet, hvor mor og søster gik og snakket om ham, høit, bekymret, misbilligende. Han kunde høre hvert ord som han vel skulde. Aa . Og hver dag hernede blev en dyrebar naade.
Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre. Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men Trommerne overdøvede hans Stemme han havde allerede flere Gange undervejs gjort Forsøg paa at tale hver Gang forgæves!
Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at passiare påny. »De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud om Fingeren.
Dagens Ord
Andre Ser