United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et Øjeblik formørkede hendes Pande: „Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til sidst til alt og sløves efterhaanden desværre!“
„De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile paa Vatajko. Hans Hustru som heller intet havde gjort var bleven slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.
»Ja, det var det!« svared jeg. Og vi begyndte påny at springe omkring. »Jeg synes, De halter?« »Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« »Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange Plager De har.« »Å, ja. Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.« »Overkørt? Fuld da igen?
Imidlertid skal jeg læse den.« Og han vendte sig igjen ind til Bordet. Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første Gang. Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig.
Han gjorde sig tusinde Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv, at det var hans Skyld det hele! Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af. Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen.
Indianerne gjorde det imidlertid ikke av med ham paa stedet; men førte ham under piskeslag og alle slags forhaanelser til leiren, hvor han straks blev ført frem for Satanta. Da Bill sidst hadde staat overfor den gamle høvdingen, var det som en hædret gjest i general Shermans følge.
Da de saa var kommet sig op i pastor Skarpings „Chevrolet“ og fik kjøre ut over landeveien henimot Glenfield kirke var der smil paa ansigtene. „Husker du sidst vi kjørte ut av Glenfield-settlementet, mama,“ sa Reierson. „Da vi kjørte med „broncho“-ponierne og den gamle buggyen?“ „Aa! ja, jeg husker det nok, men jeg vil ikke tænke paa det nu,“ svarte Mrs. Reierson.
Nu troede jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, de Slyngler, og saa var det dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“ „Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“ „Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter, at du var gaaet, kaldte de mig ind for at jeg skulde holde dem med Selskab!
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared: »Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?«
Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst forstod han hvorfor.
Dagens Ord
Andre Ser