United States or Singapore ? Vote for the TOP Country of the Week !
SVANHILD. Hvad? De gør mig halvt forskrækket. FALK. De heder Svanhild? SVANHILD. Ja, det véd De vel. FALK. Men véd De, frøken, at det navn er latterligt? Gør mig til vilje; kast det bort ikveld! SVANHILD. Fy, det var egenmægtigt, lidet datterligt SVANHILD. Er det da stygt? FALK. Nej, dejligt som et digt, men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.
Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, det var hendes eget Ønske.
Du sang viser for os, og du fortalte BJØRN. Ja, dengang var I fro og glad. ELINE. Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke.
Jeg sled for brød og der gik år forbi; se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet. Jeg kom der nord; mit hjem lå stilt bag fjeldet, og verdens ring for mig blev prestegældet. Mit hjem herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er? Det har jeg aldrig vidst. STRÅMAND. Det vil jeg tro. Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er, skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.
Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting. Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared: »Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?«
Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen hun passer dejligt til dekorationen! Vær min i Herrens vårlige natur; De kommer tidsnok i det gyldne bur. Der trives damen, men der sygner kvinden, og ene hende elsker jeg i Dem.
HEDVIG. Ja jeg ved ikke . Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre. GREGERS. Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem. HEDVIG. Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så
Et dejligt vejr ikveld. STYVER. Å ja såmæn, når man er oplagt Er der galt påfærde med Deres kærlighed? STYVER. Ej just med den Men med forlovelsen? STYVER. Det kunde være. FALK. Hurra; du er da ikke blank og bar for poesiens småmynt, kan jeg høre! Jeg skønner ej, hvad poesien har med mig og min forlovelse at gøre.
Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse det var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal.