HJALMAR. Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, sådan en måde. GREGERS. For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed. HJALMAR. Tror du en mand let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt? GREGERS. Nej, en almindelig mand; det kan være. Men en mand som du !

Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg er aldeles forelsket i Dem, og det er urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? Nu De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .« »Nej, hvad hedder De ? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem.

Fik vi bare menigheten til som den skulde være, saa slap vi at ha saa mangeklubs“, mente gamlingen. „Jeg er ogsaa bange for at den nye foreningen, som de kalderlægmandsforbundet,“ vil komme i strid med det som vi har trodd, at i menigheten er Guds rike paa jorden.“

Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende monoton og stum

Imens vil jeg forsigtig se mig om litt her.“ Tony styrtet i vildeste fart nedover. Alt hvad han kunde gjøre da han naadde frem, var at peke opover og si: „Sjøen er borte forsvundet!“ Da Sir Ralph og Longley hadde kastet et blik paa hans forstyrrede ansigt, kastet de hakkerne uten at si et ord og sprang opover med Jack i hælene paa sig, mens stakkars Tony kom strævende efter.

Vasily sprang op ad Trappen for at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende ned ad Trappen. Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine Heste i Bevægelse.

Torsdag den 4de juni var flere av menighetsfolkene fra Glenfield til byen for at hente tilreisende til femogtyve aars festen. Mange hadde venner og kjendte som skulde komme til møtet. Pastor Monrad skulde stanse hos N. B. Olson, som ogsaa skulde møte Malinda Anderson der kom hjem fra Iowa, hvor hun hadde holdt tre maaneders religionsskole den vaar.

Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes, at Øjeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! Det er for Resten om den Sag, jeg ønsker at tale med dig.“ Andrey rystede energisk paa Hovedet. „Vær ikke alt for hastig med dit Afslag!“ sagde den gamle. „Lad mig først faa talt ud!

»Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere. Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Gellevævet see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulle man troe bevægede sig. Og hans Duggdraaber?

Nei, ikke som noget færdig resultat,“ var svaret. „De utkast som vi la ned i din pult, gjælder en tidligere type. Det aeroplanet kunde ikke gaa med saa stor fart som det sidste jeg har utarbeidet. Jeg tror virkelig ikke at det vilde klare mer end omkring 120 km. i