United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet.
Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke.
Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en lidt tyk Kone. Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.
Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget ? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende? WERLE. Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften. Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke Øjne.
At ha gudstjeneste søndag aften var ikke almindelig i Glenfield, hvorfor mange var bange for at der ikke vilde bli mange folk. Men den frygt var ugrundet. Længe før student Edvard Skarping kom til kirken var den aldeles fuldpakket og over det halve av forsamlingen var ungdom.
Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . . Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre?
Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog Øjnene ned.
De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes Poesi . . . . Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store Armod greb mig påny og knuged mig sammen.
Langsomt Øjet op hun slog; men som den Forryktes Fange syntes hun meer glad end bange, saa hun ei sig fra ham drog; meget mere hun tilbage vinked' Følget sig at drage. « Mary Ann! blev Johnny ved Naadigste Fru Hertuginde! siig mig i Oprigtighed, om du kunde siig mig, Kvinde! al din Herlighed forsage og tilbringe dine Dage her , just her , just her paa dette græsselige Sted med mig?»
Dagens Ord
Andre Ser