United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . . Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre?
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?
Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så op Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.
Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken ved Kapellet. Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden gik.
Dagens Ord
Andre Ser