Det var som at ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen Modstand. Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer!

Men det gjorde jeg aldeles ikke » «Det hadde nu vel ogsaa været svært meget ædelhetsa Jenny og smilte. «Jeg vet ikke. Saan skulde man vel føle, hvis man virkelig elsket. Ikkesandt? Men vet De, hvad jeg synes er rart? At mødre altid er saa litet venlig stemt mot sine sønners kjærester? For det er de altid.» «En mor synes vel, ingen kvinde er god nok til gutten hendes

EJNAR HUK. er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os. Tænker du Sture-slægten? EJNAR HUK. Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse fjeldstien, hvis de endnu er til.

Dog var det tydeligt at se, at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham. Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den.

De kunde altid si mama sandheten, for den var munter og lattermild. Kanske puttet de unna en og anden liten ting, som var saa lystig, at de vilde ha den for sig selv. Hvad gjorde det, for deres smil var sande. Jenny kysset moren og sa godnat. I stuen kom hun til at rive ned et fotografi. Hun tok det op og visste i mørket, hvilket det var.

Og under megen Latter forsøgte jeg at fat hende. Mens hun sprang omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny, snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg rejste mig yderlig flau. »Gud, hvor rød De blevsagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet

Faderen op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine Medspillere opmærksom , hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen. »Lad dem være! Lad dem være! Han er lamråbte Værten.

Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem. Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse.

Tanken Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig forfærdet over mig selv.

Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen. »Hvad mener De , Kaptejnspurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder.