United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Nu har vi naadd fem tusen fot,“ meldte Dale. De andre nikket uten at vende sig om. De saa nu tydelig at de var steget. Alt nede paa jorden var blit saa smaat. De store bygninger var som prikker her og der i landskapet. En fin røk hang over en liten by litt tilhøire for dem. Den saa fjern og ubetydelig
Den anden propel, som nu ingen kamerat hadde til at hjælpe sig, snurret fremdeles rundt og førte skibet ut av kurs, like mot fienden. Og før styreren kunde faa stanset motorerne og kastet roret om, kom der nok et skud og traf den anden propel med samme fortvilede sikkerhet som første gang. Nu hang begge propellerne der ødelagte. Motorerne fór aldeles vildt en stund.
Han hadde selv kaldt sine billeder, de som hang hjemme, en flittig og samvittighetsfuld elevs dilettantarbeider. Men dette det var hans eget . De saa bra nok ut ved første blik, disse store blade med de rike rammer av romansk løvverk og tekstens sirlige munkebokstaver. Farvevirkningen var ren og fin overalt ganske nydelig endda i nogen av dem.
Hun tænkte paa disse venners kjærlighet, tænkte ogsaa paa Jens Mattias og barneflokken hjemme. Stakkars dem! det var nok en trist juleaften uten mor. Hun kunde ikke forstaa hvorledes alt hang sammen. Hun syntes verden var saa helt anderledes end den hadde været. Det var som om ingen brød sig om hende.
Men Longley fandt det sikrest fremdeles at ha kanonmundingen vendt imot dem mens de styrte bort til sin motstander, og Sir Ralph gik ut paa platformen for at praie mandskapet derover. De stod der alle og hang over rækverket paa gondolen. En høi, tynd, skjegget mand, som øiensynlig var anføreren, svarte med sterk amerikansk akcent.
«Du har været noksaa meget sammen med far da?» spurte Helge om en stund. «Han var vel svært interessert for billedet dit?» «Ja da. Han kom over til mig undertiden og saa paa gav mig nogen raad, som var gode forresten. Han vet jo en masse, ser du.» «Tror du , far hadde talent som maler?» sa Helge. «Ja du. Jeg tror det. De billederne, som hang hjemme hos dere, var ikke saa rare.
«Du vet, hvad jeg vil. Hvad vil du helst?» «Jeg vet ikke, hvad jeg vil, Helge.» Hun brast i graat med det samme. «Jenny. Aa Jenny!» Han kysset hende sagte mange ganger. Men da hun var blit roligere, tok han hendes haand. «Jeg gaar nu du. Sov godt, ven min. Du maa ikke være vond paa mig. Du er træt, stakkars liten!» «Si pent godnat til mig,» bad hun og hang om hans hals. «Godnat.
Det sidste solstreif rørte ved bronsehelgenen paa søilens top og brandt paa husmurene og havernes trækroner opefter høiden. Pladsen laa i skyggen med sine gamle forfaldne huser rundt det utgravede forum nede under gatelegemet. Jenny og Helge hang over rækverket og forsøkte at tælle de fete, dovne katter, som holdt til mellem de graa søilestubber dernede paa den græsgrodde tomt.
De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.
„Ja, nu har vi ikke Reierson til at trøste os mere,“ sa Malinda. „Nei, nu tror jeg vi faar prøve at trøste hinanden herefter,“ sa Martin. Han lot sin arm glide ind under hendes, og de gik side om side ut av kirkegaarden. De gik imot den dalende dag. Lette graa vaarskyer hang i vest.
Dagens Ord
Andre Ser