Men iblandt de sjeldne hvide mange sorte Træffer glide, skjøndt de, efter Francis' Alder, kunde begge snarlig vente, at ham Flaaden, efter blotte Orlogsrullen, vilde hente, og at deres Eden maatte falde som et Korthuus falder. Ganske rigtigt, efter trende Maaneders for snare Ende, Tordnen hid fra Portsmouth skralder, nemlig det Kommando-Ord ifra Admiralens Bord, som til Orlogs Francis kalder.

De var begge anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst sjeldent. Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de havde sagt, hvad der kunde siges.

Siden fik jeg og at vide, at hver Dag ved Aftenstide pleiede den høje fromme Dame til mit Leje komme, hvor med Anna hun tilbragte Aftnen knælende i Bøn; og at Begge sig anklagte, som om hver af dem alene, ved hiin rædselsfulde Scene, havde dræbt min kjære Søn: Hertuginden ved at hærde til Dumdristighed hans Mod, Anna ved den Frydgebærde, hun forledet sig tillod.

De tidde begge stille en stund. «En dagsa hun langsomt, «saa forandret jeg kurs et litet øieblik. Jeg syntes, det faldt saa strengt og haardt at leve det liv, som jeg syntes, var det værdigste saa ensomt, ser du. Saa bøiet jeg til siden et øieblik vilde være ung og leke litt.

Første Gang ifra hint Møde, dengang Lugen op blev sprængt, Ynglingen, forlængst alt tænkt mellem Albatrossens Døde, i Barkassen traf jeg paa, hvori fra St. Hellens begge vore Skibes Halvbesætning skulde ifra Borde lægge og iland i Portsmouth gaae.

Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden, da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem forhedt“. I

Den anden var slankere bygget og litt høiere; ogsaa han saa ut til at være en kraftig fyr. Han var glatraket og blek. Begge var klædt i ledige blaa arbeids-dragter. „Det der er Schultz, den hovne tosken,“ hvisket Sir Ralph. „Og den anden burde De selv kjende igjen, Dale.“ „Javist, gjør jeg,“ mumlet flyveren. „Sidst jeg saa ham, var paa Girdlestone Hall. Deres tjener!“

GUNNAR. Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange. HJØRDIS. Kan hænde to. Men det skal bødes . Bødes ? Du er da tilsinds at ? GUNNAR. At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting. Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens Frastand. Revolveren stødte stærkt der maatte tages Sigte langt nede, for at Kuglen kunde ramme det skæbnesvangre Sted. Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge Hænder hængende ned. I

Mener du det er lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes ved. Og dog, det være; ændres kan det ikke. Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge ! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den! Hør! hvor det suser højt oppe!