DAGNY. Nej, jeg får friste et råd til; jeg kender ham. Højlagt har du dine sønner; men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde. Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel. DAGNY. Det du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du. Kvæde? Hvad tykkes dig , Sigurd?

Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne i St. Petersborg. De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere, idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor, utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede Livet.

Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, denne Nils Lykke! Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, og træder dem under sin fod. Og det er til ham , min moder tænkte at byde mig frem! Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd.

Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte fem Kroner, det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at det for ti Kroner, kom det an Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et særegent Arbejde gratis; vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet.

Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede Andrey. „Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har Boris Ret,“ fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde for dig være den visse Død.“ „Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.

Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?“ snakkede den intet anende Helene videre. „Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.“

Og ved hvad jeg hørte stivned af Forferdelse mit Øje, Hjertet standsede som kvalt, Haaret reistes som belivet, som der siges det skal skee, naar Gespenster man faaer see.

Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe. Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene . Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det.

Gunnar, hør nu mit sidste ord; er du villig til at bøde for kvinderanet? Kom det ihu, som du har lovet! Du hører, jeg har gjort et løfte og det jeg Nok, nok! Aldrig skal det siges mig art jeg gav bod for ærligt drab! trodser vi dig og dine! Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?