United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor: „Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til Moskov?“ „Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og
Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk „af hvilke Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“ „Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.
„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt. „Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig jeg synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt saa meget og saa begejstret om Dem!“ Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv. „Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“ vedblev han.
„Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina. „Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der er kommet noget i Vejen.“ „Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro, at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted paa Tilbagevejen.
Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes Øjne lynsnart gledne hen over Papiret. „Der staar intet i det Brev!“ udbrød hun. „Bare Snak! Det er ikke Umagen værd at spilde sin Tid med at læse det!“ Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt: „Vent bare!
Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde. Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige.
Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig derfor. „Farvel, Grigory Alexandrovitch!“ sagde han og trykkede varmt hans Haand. „Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!“ Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først senere forstod. Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i Hovedkvarteret.
„Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu, at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun om at begynde forfra!“ „For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“ „Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“ svarede hun.
„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“ spurgte den anden strengt. „Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig Tid!“ stammede Vasily. Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud.
„Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende. „Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden. „Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende, og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere, begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Dagens Ord
Andre Ser