United States or Western Sahara ? Vote for the TOP Country of the Week !
Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede søndfjording. Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen. «Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»
Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme truende, trodsige Tanker. „Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“ „Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene omtrent samtidigt.
Helge blev endda mere motløs ved disse bemerkninger forbi ham, som han ikke forstod. «Tak, det skal De virkelig ikke uleilige Dem med jeg finder nok hjem paa et vis, kan De vite.» «Det er ikke nogen uleilighet,» sa den høie og begyndte at gaa. «Vi skal omtrent den veien vi og.» «Det er altfor snilt.
De omkringstaaende arbeidere rev luerne av og ropte et kort hurra. Dale smilte og viftet med haanden, skjøv saa døren til og gik forut til de andre. „La gaa!“ ropte han til Kerr. Og dermed begyndte motorerne at synge. I
Og bortset fra det, han gav bort, satte han alt hvad han tjente i lignende foretagender som Big-Horn-projektet. Han syntes, at det var hans pligt at la de pengene, han tjente paa Det Vilde Vesten, gaa til det samme vestens civilisering.
Hun saa ind i hans Øjne, og nu endelig genkendte hun sin Andrey! og nu vilde han forlade hende! Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt Det kunde ikke være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! Hun kunde ikke leve uden ham! Han var hendes og det var ikke hendes Skyld, at han var bleven alt for hende
„Farvel, Sir Ralph,“ sa flyveren. „Jeg vil gaa like paa den sak vi har talt om. Saa kan vi senere gaa alt nøiere over. Jeg vil først gjøre en beregning og skrive den ned.“ „Det er udmerket,“ svarte Sir Ralph. „Imidlertid, ikke et ord til nogen!“ „Selvfølgelig ikke. Stol bare paa mig, Sir Ralph.“ „Det vet jeg at jeg kan,“ var svaret.
Men nu da han ut paa eftermiddagen besøkte hende paa hospitalet, var hun meget syk og der var litet haab om at hun kunde komme hjem paa lang tid, kanske en hel maaned. Derfor maatte han gaa hjem, skynde sig hjem, til barneflokken for at hjælpe dem og trøste dem da de med taarer i øinene spurte om ikke mama kom hjem til jul. Konen, hun Berthe Margrete, blev ved hospitalet.
Mesteparten av skrækken sat jo i fra den tid, en ugift kvinde i et slikt tilfælde maatte gaa til far eller slegt og bekjende, at hun hadde moret sig og nu maatte de betale omkostningerne endda med utsigt til aldrig siden at faa hendes forsørgelse overført paa nogen anden. Og derfor med god ret kunde forarges. Men ingen hadde ret til at forarges over hende. Ilde var det naturligvis med mama.
Den lille mand vendte sig og saa mistænkelig paa den fremmede. „Jeg taler engelsk,“ sa han. „Hvad er det De vil mig?“ „Det kan jeg ikke godt si Dem her. Kan vi ikke gaa et sted hvor vi kan være uforstyrret?“ Franskmanden saa fremdeles mistænksom ut, men førte dem ut paa bryggen til et litet træskur, som han øiensynlig brukte som kontor eller butik.