United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fra alfarvejen skulde hvermand tro, at der er lykken blandt de glade røster. FALK. Du siger stakkels? SVANHILD. Har hun ikke delt sit sjæleguld med ham og alle frænder, sat ud sin kapital på hundred hænder, så ingen skylder hende summen helt? Hos ingen af dem har hun alt at kræve, for ingen af dem har hun helt at leve. O, jeg er tifold rigere end hun; jeg har en eneste i verden kun.
HJALMAR. Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu sætte os og spise og drikke og være glade. GREGERS. Skal vi ikke vente på din far? HJALMAR. Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom så! RELLING. Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal. GINA. Så? Igår igen? RELLING. Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat? GINA. Nej, jeg kan ikke sige det.
Dog, det er sandt: en levevis som vor CETHEGUS. O, ti med sligt! LENTULUS. Mit sidste arvestykke blev denne morgen mig for gæld berøvet. CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner! I lystigt drikkelag vi drukner dem! COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre! LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; jeg tænker han, som vanligt, søger os.
Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte, da jeg saa dig mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er ungt.
Har du forglemt vort lille landsted, hvor min barndom svandt, og hvor vi siden glade, i elskovs første lykkelige tid, har levet mange muntre sommerdage? Hvor var vel græsset mere grønt end der? Hvor større kølighed i skovens skygge? Den hvide villa mellem mørke trær fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen.
Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl, som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at han fulgte hende. »Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt sålænge. »Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.« Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg.
STRÅMAND. Fire spæde vi har foruden disse her. FRU HALM. Ja så. STRÅMAND. Tre af dem er for små til allerede at fatte tabet af en kærlig fader i stortingstiden. Nu jeg Dem forlader. FRU HALM. Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå? FRØKEN SKÆRE. Jeg må til byen og fortelle nyheden; hos Jensens véd jeg man går sent til ro; jo, tanterne blir glade, kan De tro.
GABINIUS. Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde! Hvo véd, hvor længe det blir os forundt? COEPARIUS. Nej, lad os vente først det budskab, som af Lentulus og af Cethegus bringes. GABINIUS. Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil! Der bringes vin; den prøver vi imens. Rask, brødre, stem nu i en lystig sang! Bacchus vi hylder! Glade vi fylder bægret til randen, drikker hans pris!
Og vi blir det mere og mere bestandig ikkesandt naar vi nu forandrer os, saa er det jo bare, at vor kjærlighet vokser? Det er da ingenting at være ræd for? Vi er blit to glade mennesker det er forandringen.
Dagens Ord
Andre Ser