Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om.

Thi det spænder Alles Gjetten, at paa Knappens lille Flade ligger dette veed Enhver højest Priis, som Ingen seer. Kun naar gjennem Skovens Toppe Solen kaster Straaler did, viser sig et Blink deroppe, eggende til Veddestrid.

Mens de gik tilbake til osteriet, snakket han letvint og muntert om alverdens ting fortalte historier om de tyske videnskapsmænd, han traf sammen med under sit arbeide. Jenny skottet av og til stjaalent paa ham. Han pleiet ikke være saan fri og sikker. Han gik og saa like ut igrunden var han vakker; de lysebrune øine var skinnende ravgule i solen. Jenny tændte ikke lampen, da hun kom op.

Men maaskee nybrudt Iisflag, dækt med Sne, reen og ny, stormforslagen ifra Polen, vender frisken Brud mod Solen? Eller mon det være kan nye Haves Fraadebelte, Grændsebølger, som fremvælte fra atlantisk Ocean? Eller mon det skulde være falske Svaners Linjehære?

Herligst dog det syntes glindse over lundomhegnte Cowes, som om Solen her opdaget havde yndigst Sted paa Jorden, Syden for en Dag bedraget, og paa denne Plet i Norden øst sin bedste Fyrighed over denne Landsby ned: hele Luften blaaforgyldt, med en Glimmerglands opfyldt, med et Spil af Farvetoner, som om den af Millioner pludselig i Glød antændte Diamantsafirer brændte. VII Yachtclubb-Flaaden

Dagen tegnet varm Albanerbergene bortom de fjerne villahavers pinjer dæmret disig mot himmelens duggede blaa. «Men kandidat GramHun drak av sit vinglas og blev ved at se utover. Helge fulgte med øinene den lyseblaa røk fra hendes cigaret en smule morgenvind tok i den og hvirvlet den ut i solen.

Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen.

Men Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang. Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis Skønhed selv over dette ensformige Landskab.

Lidt efter hørte jeg, at også hun banked til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel Døren, og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det. Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan.

Endelig brøt Sir Ralph stilheten. „Nu kommer den,“ sa han næsten hviskende, idet solen viste sine første straaler ute i horisonten og farvet hele havflaten med rødt og guld.