United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lampen brændte endnu. GINA. Hvorledes om sig? HJALMAR. Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk, til et menneske som Gregers, en gammel god ven. GINA. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg. HEDVIG. Å mor, du skal se, det blir så morsomt! HJALMAR. Du er da også besynderlig.
De talte frit og utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.
O, han skal føle, hvad et had som mit, et evig gærende, et aldrig mættet, kan ruge ud til hævn og til fordærv! Gå, Furia; din vagt er nu til ende; thi kom jeg hid . Dog, hellige gudinde, hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt! Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; den slukkes ej. VESTALINDEN. I magter, hvad er dette? FURIA. Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Men jeg kan se for eksempel, at den silkekjolen Deres er gloende het hvis jeg la kindet mit ned paa Deres fang, brændte jeg mig .» Hun gjorde en uvilkaarlig bevægelse med haanden over sit silkeskjød. «Ja. Den suger til sig solen. Og det gnistrer i Deres haar. Og indi øinene Deres siver lysstraalerne. Munden Deres er aldeles gjennemsigtig, den ser ut som et bringebær i solen .»
Hun så på ham med et klageligt blik og hvisked: ak, dersom farten gik mod syd til de dejlige lande, og var vi alene på snekken, vi to, da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro, da brændte visst ikke min pande! MARGIT. Hun bad ? MARGIT. Og den ? MARGIT. Men sig mig ? MARGIT. Alle helgener! Tre dage efter var farten til ende.
Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte.
HJØRDIS. Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; ej så? DAGNY. Nej, Hjørdis, men HJØRDIS. Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; har du ikke? Nej, nej! HJØRDIS. Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved? Hjørdis, Hjørdis!
I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe en Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I
Dagens Ord
Andre Ser