Det var ogsaa paa Martins anbefaling at menigheten hadde indbudt student Edvard Skarping til at besøke menigheten saa snart skolen var ute og om mulig stanse hele juleferien for at ha møter. W. U. Nelson var imot dette.

Han hadde staat der og lyttet, mens Sir Ralph fortalte mig en vigtig hemmelighet.“ Kerr og Longley saa ikke ut til at forstaa noget av alt dette.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. »BestillingDette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad var min Bestilling?

En flot landing, dette ogsaa,“ erklærte den sidste. En start i den ellevte time. Efterat selskapet var kommet ut av aeroplanet, var det at trille det forsigtig ind i maskinhallen, et arbeide som de maatte ha mange til at hjælpe sig med. Saa spaserte de tre herrer over igjen til Sir Ralph og gutterne, som hadde staat og betragtet denne akt med den største interesse.

Kom og hjælp mig, Hjalmar! HEDVIG. Å ja, gør det, far! Ja ja da. Hvad er det for noget? GINA. Å, De såmænd ikke tro, det er noget videre rart. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. gerne komme belt hen, De. Hvad er det egentlig? EKDAL. De kan jo se efter. Hm. Dette her hører far til, skønner du.

Men den unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over hende for at yde hende Trøst.

Han frygted for at miste sejrens krone, ej hæders-kransen, men det rædsels-ry, hvori hans minde lever. Egges da blodløse skygger selv af æres-håbet? Snart taler blidt advarende Aurelia, og atter genlyder i mig Furias manings-råb. Og mer end dette; frem af graven stiger de blege skygger fra den svundne tid. De truer mig. Jeg skulde standse her? Jeg skulde vende om?

Aa ja, men dette ideale om menigheten passer ikke for vor tid,“ sa W. U. som hadde hørt paa gamle Olsons tale. „Foreningene maa vi nok ha, skal vi faa penger til menigheten.

Men derfor, derfor især, ja derfor har jeg Kutteren saa kjær: Jeg har havt en Søn ombord Francis ...» Og med dette Ord Taaren, som for nylig, tvungen ved at han sig beed i Tungen, i sin Væxt tilbagesank, modned atter fuld og blank; og, før han fik knust den, gled ad hans brune Kind den ned. «Francisspurgte jeg mig selv «Francis?

Efter dette hadde de naturligvis stadig plaget mig for at faa vite mere. Og netop den julen da tyskeren var hos os, lovte jeg at jeg vilde fortælle dem resten. De var jo store gutter nu, og jeg var blit kjed av stadig at si nei. Saa en eftermiddag, her i hallen, fik de historien.