Endnu Et og Lidt endnu havde han sin Dreng at sige, skjøndt vel tyve Gange sagt før han fik det vel belagt med et Sidste: « hearest thou? » Endelig fra Læbords Stige kastede han Baaden los, drejende mod Land den om: « Now in Gods name! Forewards right! Forewards home! Straight forewards home! Francis, Francis, cautious! I return to morrow night. » Fangelinen af han hev. Baaden af omsider drev.

Alle Byer, alle Flekker langsudover hele Kysten byde op de bedste Kræfter; men især de stræbe efter, En, et Byesbarn, at stille, som er Karl at prøve paa noget meer end blot at ville Præmien paa Masten naae. Raskeste blandt sine Svende maatte altsaa Cowes sende; og at her ei var at gjette, at han Francis Johnson hedte, vidste Børnene paa Gaden.

Anna var hvad Francis ikke saae med de forelskte Blikke Anna var i Sørgeklæder. Først han seer det, da han seer, at hun i hans Arme græder, føler, hun ei kysser meer, hører sagt med samme Stemme, som han fra Farvellet kjendte: «Francis, skynd dig med din Fa'r! O I kom som Himmelsendte! Thi jeg er saa ene hjemme: bort idag man Moder bar

Jeg er Francis . Du har nævnt min Moders Navnskreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Ømhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare.

...Men døer foruden andet Liv, døer ei som Du, der herligst lever naar hid i Maanens Glands Du svæver, og atter, naar Dig lyster, stiger op mellem Himlens Stjerneriger, derfor bliv! o Francis , bliv

Da, en Kvel, af Stjerner klar, naar de blinke som man kunde tydelig fra deres Munde høre baade Raab og Svar, svinger sig det søde Par opad opad til det glade Hjem, de nu ei meer forlade, da vor Jord ei Mere har. ...Tomme Drømme! Thi tilvisse, Francis ei og Anna vilde eet Minut af Tiden spilde med at flagre om som Disse.

Og først da, da Dødens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, lærte Meningen af Nød og Mangel.

Blikket, som han Pigen gav, tog i Ømhed og i Klarhed snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, til og af, og med det var i Sekunden Francis' Skikkelse forsvunden. Som af Vindens sammenblæste Tegninger i støvfiin Sne, var der ikke i den næste Spor af Geisten meer at see.

Skyggen syntes derimod svævende paa flygtig Fod: fremadbøjet, Blikket vendt snart mod Stjernen snart paa Hende, som om hver af disse Tvende var ham lige vel bekjendt. « Francis sagde hun er her! Francis , o du er tilstede! Denne søde Gysen ikke kan mig Skuffelse berede, skjøndt jeg med de dunkle Blikke Mulm og Maaneskin kun seer.» «O, Francis ! sang Hun Francis , bliv!

Og den hele Klaring skede blot ved Armen ud at brede, saa de lykkelige To inden Moderfavnens Ro holdt sit første Stevnemøde. Francis havde sytten, Hun i sin Blomstren sexten kun.