United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men vilde jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var bleven så sent. Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende hele Vejen.
MARGIT. Og du tænker, han vil ? BENGT. Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få dig. Men havde du været fri, så . Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan så godt lide dig, Margit. Hid med bægeret! Fuldt til randen! BENGT. Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjel. Gudmund er en hæderlig karl; han skal få hende.
Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, desværre! Hvorfor troed hun det? Jo, jeg havde leet så. Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. Men ikke nu længer? Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden.
Da jeg atter stod nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted. Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det.
Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og manddrab. Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe ? SIGNE. Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil; det høres som det væneste strengespil. GUDMUND. Signe, min fagre, min yndelige lilje! GUDMUND. Det er ingen som du.
ERIK. Nå, som du vil da. KNUT. Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil. Nej, det er noget andet. Du véd jo, jeg gælder her i bygden for en vild, ustyrlig karl GUDMUND. Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så KNUT. Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Du taler, som om en uventet lykke var bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?
Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nej,« svared jeg.
Når jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin Hat? Bare ingen Narrestreger!
Inden jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende: Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre Egne af Verden.
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan. Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden.
Dagens Ord
Andre Ser