United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej! EKDAL. Men lige op i øjnene Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far! HJALMAR. Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Hvor har du jakken, Gina? GINA. Her er den. HJALMAR. Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. »Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige hun lignede saa paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den Kjole, hun var iført, mindede om Tania.
Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til Dato.« Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en Mand.
En halv Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole mellem Træerne. „Hvad er der i Vejen?“ spurgte han. Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk Sindsbevægelse.
Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nej,« svared jeg.
Saa kom hun paa det første skolebal, høitidelig av glæde i en ny, hvit kjole med grønne blomster aa hun husket den. Den var næsten fotsid, moren hadde sydd den efter et gammelt engelsk billede. Og hun husket det barneballet.
Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var Hoffrøken Nagels Kjole?
„Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken Grund,“ svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en anden Kjole. „Se saa, nu er jeg færdig!“ vedblev hun. „Hvem vil De først besøge, Zina eller David?“ „Lad os tage den først, som er nærmest,“ foreslog Andrey.
»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole, der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden: »Ylajali!«
Dagens Ord
Andre Ser